Quantcast
Channel: BabyBusiness.dk » Brystpumpe
Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Sidste hilsen fra USA-Gitte (nu tilbage i Danmark)

$
0
0

Gitte rejste til USA sammen med sin mand under hendes graviditet. Formålet var et uddannelsesophold for hendes mand, så der var også en deadline for tiden i USA. Gitte fødte som planlagt i Boston, USA, og hun var sød at sende beretninger over Atlanten hjem til BabyBusiness.dk! Nu er Gitte retur i Danmark og sender her en afsluttende hilsen som afrunding på hendes USA føljeton.

harvard university

Gitte og Benjamin ved Harvard-statuen (Harvard University, Boston, USA).

Læs Gittes tidligere blogindlæg her
1. Ny gæsteblogger på BabyBusiness: Dansk mor-in-spe blogger fra USA
2. Gravide Gittes første lægebesøg i USA
3. Gitte køber barnevogn i USA
4. Gitte i USA: Dét kejsersnit havde vi ikke planlagt
5. Hilsen fra Gitte i USA: Baby Benjamin bestod test i autostol

Skype med mormor
Det var egentlig meningen, at jeg ville sende flere blogindlæg fra min tid på barsel i USA, men som de fleste mødre nok ved, så flyver tiden nogle gange meget hurtigere, end man regner med, og vores lille fyr synes (sjovt nok), det var sjovere at lege med mor eller Skype med mormor, end at mor skulle sidde og hakke løs i tastaturet for at skrive lange beretninger om hvordan vi havde det i USA.

Nu er vi så tilbage i Danmark, hvor jeg tager de sidste måneder af min barsel inden arbejdet kalder igen i juni 2012.

Jeg vil derfor lige give jer en sidste beretning om især de forskelle, jeg oplevede ved at være førstegangsmor i USA.

Amning? Not a big issue…
Vores lille krudtugle er nu 5,5 måneder og er bestemt ikke så lille længere. Ca. 7 kg og 69 cm lang, så det er noget af et spring fra de kun 2450 g og 49,5 cm da han blev født. Det har dog heller ikke været let at få hans kampvægt helt op i noget der ligner normalvægt. Især de første to måneder var det hårdt, men med hjælp fra ammekonsulent (det kommer jeg tilbage til), et tungeklip, en fancy pumpemaskine og en meget støttende mand gik det alt sammen.

Fra mine veninder i Danmark ved jeg, hvor meget man bliver opfordret til at amme, og det var jo bestemt også min intention, men i USA er det slet ikke noget man går lige så stort et nummer ud af. Her får babyerne nærmest proppet en flaske med modersmælkserstatning i munden før de er kommet ud. Det er jo også sådan, de får mad, når de bliver passet i hospitalets ”nursery” om natten.

Elektronisk brystpumpe fra forsikringen
Og eftersom Benjamin blev født 3 uger før tid og var meget lille, kunne han ikke finde ud af at sutte hos mig. Vi blev derfor anbefalet at han fik modersmælkserstatning på flaske, da han jo gerne skulle tage på. Samtidig prøvede jeg hver gang at lægge ham til, men han kunne simpelthen ikke finde ud af det. Vi gik dog ud fra, at det nok skulle komme, når han blev lidt ældre. På sygehuset lånte jeg derfor en elektrisk pumpe, så jeg kunne pumpe mælk ud til ham og få produktionen i gang. Desuden fik jeg også min egen af vores forsikringsselskab.

elektrisk brystpumpe

Min famøse brystpumpe, der sørgede for masser af god mad til vores lille Benjamin

Ja så undrer du dig nok lidt over, at man får en elektrisk brystpumpe af sit forsikringsselskab. Det gjorde jeg også! Vi havde ikke været på sygehuset i over 24 timer, da en mand stak hovedet ind på vores stue og spurgte, om jeg ville have skuldertasken eller rygsækken. Jeg spurgte, hvad det var han snakkede om, og han sagde, at vores forsikringsselskab dækkede at jeg kunne få en brystpumpe, og jeg kunne få den som en rygsæk eller en skuldertaske.

Jeg valgte skuldertasken uden helt at vide, om det var det rigtige valg, for jeg var stadig lidt forvirret og stadig også i den tro at den skulle jeg jo ikke rigtig bruge – men jeg blev klogere.

Det viste sig nemlig at vores lille fyr ikke rigtig blev bedre til at sutte – heller ikke efter at han fik klippet sit meget stramme tungebånd, da han var seks uger gammel, så jeg malkede ud til ham til hvert måltid, da jeg havde nok mælk til det. Og godt nok gik det let, når det var en elektrisk pumpe, der kunne klare begge bryster på én gang, men alligevel tog det godt nok lang tid, når Benjamin i starten skulle have mad hver anden time!

Da han var knap tre måneder, begyndte jeg at trappe ned, så jeg kun malkede ud fire gange i døgnet. Både fordi det blev for tidskrævende og ofte var svært, når jeg var selv med ham i løbet af dagen, men også fordi vi skulle hjem til Danmark på juleferie, og der ville jeg nødig sidde hele turen på det lille flytoilet med min pumpe. Efterfølgende trappede jeg langsomt mere ned og sidst i februar stoppede jeg helt, så han nu udelukkende får erstatning. Hvis jeg selv skal sige det, synes jeg også, at jeg har gjort det godt!

Havde jeg født i Danmark, havde han måske lært at amme, da jeg har indtryk af, at man her går meget mere op i, at babyer skal ammes. Men i USA er det ikke noget, de går ligeså meget op i – måske fordi mødrene alligevel skal i gang med flaske og pumpe ret tidligt, da deres barsel jo er enorm kort.

Når min mand og jeg ser tilbage, er vi dog alligevel glade for, at det endte sådan, for udover at vores lille Benjamin jo tog flot på, har det også betydet, at vi kunne være fælles om at give ham mad helt fra han var lillebitte, og det har givet min mand et helt andet forhold til Benjamin og mig en frihed, der betød at jeg godt nogle gange kunne være væk hjemmefra i mere end en time af gangen.

Mødregrupper og sundhedsplejersker
Her på bloggen er jeg blevet spurgt, om jeg også havde sundhedsplejerske og mødregruppe i USA. Det havde jeg ikke. I USA har du din børnelæge, som tilser babyen, når den er en uge, en måned, to måneder og fire måneder (og også længere frem, men der tog vi tilbage til Danmark).

De tilser dog kun baby (og ikke moderen) og sikrer, at den tager på, er sund og rask og så giver de naturligvis de vacciner, den skal have. Amning hjælper de ikke med, men henviser i stedet til en ammekonsulent, som er en person, der lever af at tage hjem til nybagte mødre, for at hjælpe dem ordentlig i gang med amningen. En service man selv betaler for, men så får man dog også får en person ud, der er yderst velkvalificeret og ved virkelig meget om amning.

Mødregrupper kan man også betale sig fra at blive en del af – det organiseres samme sted, som vi tog vores fødselsforberedelseskursus. Derudover er der dog også diverse gratis arrangementer for mor og barn, men det var noget jeg først fandt ud af hen af vejen.

Gennem vores fødselsforberedelsekursus havde jeg fået kontakt til en anden nybagt mor, der fik en søn ni dage før Benjamin blev født. Hun er tysker og var i Boston på samme vilkår som mig med en mand på Harvard. Da vores to små drenge var omkring to måneder, begyndte vi at mødes en gang om ugen på det lokale bibliotek, hvor mange andre hjemmegående mødre eller barnepiger også tog deres små børn med hen.

Biblioteket har nemlig en stor legeafdeling, der er indrettet til netop dette, så det var rigtig fint. Min tyske veninde tog mig også med til Harvards legegruppe, som er en legegruppe for børn (og koner/kærester) af Harvard forskere, hvor børnene først leger og derefter er der en, der synger og spiller og læser historie. Det blev organiseret af nogle af mødrene og foregik hver fredag formiddag.

Babyhænder

Benjamin og hans tyske ven holder i hånd

I den gruppe var der folk fra hele verden, så det var rigtig hyggeligt, da flere derfor var lidt i samme situation som os. Det var dog især min tyske veninde, som betød rigtig meget for mig under min barsel i USA, og vi kunne rigtig tale om stort og småt om vores to små vidundere. Noget som vi begge satte stor pris på, for det er jo ikke altid, at ens mand gider at høre på alle de små ting, man går og tænker på i løbet af dagen, når man er på barsel.

Nu hvor vi er tilbage i Danmark, savner jeg også vores ugentlige møder på biblioteket, men heldigvis har min sundhedsplejerske sørget for, at jeg nu kommet i en rigtig god mødregruppe herhjemme, og så kan man jo fortsætte mødre-samtalerne der.

nissebanden

Gennem hele december så Benjamin "Nissebanden" sammen med sin far og mor.

Amazon Mum
En anden ting, jeg savner, er ”Amazon Mum”. Internetsiden amazon.com har en service for mødre, der betyder, at man kan købe bleer og vådservietter med rabat og desuden købe næsten alt hvad de sælger på amazon.com uden at skulle betale porto. En fantastisk ordning især når man kan bestille en kasse bleer med 250 stk til under 50 dollars, og så bliver den leveret – gratis – ved din dør to dage efter.

Jeg kunne virkelig godt tænke mig, at Bilka eller lign. kunne lave en service som den. Med min Amazon Mum konto endte jeg også med at bestille morgenmadsprodukter, modersmælkerstatning, bind, shampoo, creme og en masse andet, da det bare var så nemt og billigt. Vi købte også næsten alt Benjamins legetøj herigennem, og ih hvor er det da bare SÅ meget billigere ”over there”, kan jeg se, nu hvor vi er kommet hjem. Det samme gælder tøj, så jeg kan godt sige jer, at vi skal have fyldt kufferten, når vi sandsynligvis skal et smut derover igen til april.

Derudover har der nok været flere små og store forskelle fra at føde i USA i stedet for Danmark, men dette var vist de største. Det sidste jeg dog vil nævne er, hvor dejligt det er at kunne have resten af sin barsel tæt på veninder og familie, så de også kan nyde vores lille dreng. Det har jeg virkelig savnet på trods af Facebook, Skype og email.

Nu er jeg så bare på almindelig barsel i Danmark med alt hvad der hører til af mødregruppe, sundhedsplejerske, hygge med veninder og en baby, der nu kan sove udenfor for første gang (og nyder det!) – for det er selvfølgelig helt udelukket i USA. Jeg har hvert fald hørt en historie om en dansker, der blev anholdt i New York for at have ladet sin baby blive i barnevognen uden for en café, og selv min tyske veninde synes det lød utrolig mærkeligt at lade sit barn sove uden for helt alene.

Jeg håber I har fået lidt ud af at høre om mine oplevelser og husk endelig at stille spørgsmål, hvis I måtte have nogen.

Tusind tak fordi I læste med!

/Gitte

The post Sidste hilsen fra USA-Gitte (nu tilbage i Danmark) appeared first on BabyBusiness.dk.


Viewing all articles
Browse latest Browse all 2

Latest Images

Trending Articles


Motor startet im warmen Zustand schlecht. HILFE!


Akemi Homura & Kaname Madoka (Puella Magi Madoka Magica)


Tebreve med hæklede blomster


Flandre Scarlet (Touhou)


SKE48 – Pareo wa emerald – PV_HQ


Koshigaya Komari (Non Non Biyori)


Cat & Nazrin (Touhou)


Akaza Akari (Yuruyuri)


Kaname Madoka & Akemi Homura (Puella Magi Madoka Magica)


Hachikuji Mayoi (Bakemonogatari)


Nishizumi Maho (Girls und Panzer)


DIY - Hæklet bil og flyvemaskine


NMB48 – Bokura no Eureka (Dance Version) [2013.06.19]


Flandre Scarlet Peek (Touhou)


Minami Kotori? (Ai Mai Mi)


Dance


Mushroom Dance


Kaname Madoka (Puella Magi Madoka Magica)


Misaka Mikoto (Toaru kagaku no railgun)


Sælges: Sony Cdp-X559es (CD-afspiller)